FOR ALLE MED INTERESSE I DANMARKS ALMENE BOLIGER

"Folk plejede bare at sige, at de var fra det østlige Aalborg"

Investoren, sportsstjernen, borgmesteren og direktøren for Boligselskabet fortalte sammen med Clement Kjersgaard historien om genrejsningen af bydelen Aalborg Øst.

Af Mette Lauth / mla@bl.dk
Foto: Martin Knuth

Investoren, sportsstjernen, borgmesteren og direktøren for Boligselskabet fortalte sammen med Clement Kjersgaard historien om genrejsningen af bydelen Aalborg Øst.

Aalborg Øst er et byområde med lige så mange indbyggere som Roskilde.

I mange år var det byens dårlige samvittighed, men igennem renoveringer, nedrivninger og nybyggerier har Himmerland Boligselskab sammen med private og offentlige investorer vendt udviklingen.

Bortset fra midtbyen er Aalborg Øst nu den bydel, der tiltrækker flest nye borgere.

Og mens beboerne tidligere prøvede at tale sig udenom at fortælle deres adresse, kan man nu godt sige Aalborg Øst højt.

Den historie var i dag emnet til en debat med Clement Kjersgaard på Folkemødet.

Ikke kun fordi bydelen er interesant, men fordi den er et eksempel på, hvad der er opnået med et udsat boligområde via samarbejder og langsigtede beslutninger.

"Beboerne var godt trætte af at blive slæbt gennem årtier med sociale projektet. Så maler man en gavl blå og en blok lyserød eller ansætter en socialrådgiver i to år, og så siger man, at nu er alt fint. Men det skal noget helt andet til," siger Lynge Jakobsen, tidligere sportsdirektør i AAB og aktiv i det sociale arbejde i Aalborg Øst.

Aalborg har i det hele taget været tvunget ud i en omstilling fra traditionel tung industriby til i dag at satse på universitet, der har trukket 25.000 unge til byen og en række større virksomheder.

"Hvis vi ikke havde gjort det, havde byen været præget af sociale problemer og kriminalitet," siger borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen (S).

Hen mener, at udfordringen er at arbejde på at beholde byens sammenhængskraft og gå endnu videre med den blandede by.

Blandt andet bygger man i Aalborg på et højhus med ungdomsboliger, almene familieboliger, erhverv og private penthouse-lejligheder på 250 kvm på toppen.

I Aalborg Øst havde man 56 ens blokke. I dag er de renoveret til helt varierede udtryk, og tre er revet ned for at gøre plads til et sundhedshuset med læger, apotek og også lokalpoliti.

Det har løftet området, men ikke været uden omkostninger.

"Det hele gik godt på mødet, hvor renoveringen blev vedtaget. Bagefter tog en ældre dame ordet. Hun var fra en af de tre blokke, der skulle rages ned. Hun fortalte, at det var hendes hjem, hvor hun havde boet i mange år og hvor hendes børn var vokset op. Det gav noget at tænke over. Det er jo nogens hjem," siger Ole Nielsen.

Næste etape er at bygge boliger i området som punkthuse til privat udlejning eller salg. Rasmus Haugaard og to partnere er bygherrer.

Oprindeligt var han ansat som advokat til at sælge projektet til andre, men efter halvandet år gik han selv ind i det.

"Blåkilde i Aalborg Øst har været meget belastet. Men man skal ikke analysere på baggrund af fortiden. Man skal tage stilling til, hvordan man gerne vil have det fremover," siger Rasmus Haugaard.

Han lod sig blandt andet overbevise af, at Ole Nielsen og Thomas Kastrup-Larsen lod skinne igennem, at fiasko ikke var en mulighed.

En del af arbejdet i området er gået ud på at skaffe fritidsjob, praktikpladser og arbejde for bedre sundhed for beboerne i området. Og selvom der er sket store forbedringer i Aalborg Øst advarer Lynge Jakobsen mod at tro, at arbejdet er overstået.

"Det skal heller ikke lyde som om alt er løst i Aalborg Øst. Vi skal have flere i job og flere børn ind i foreningslivet. Mange børn har brug for et andet spejl at spejle sig i, end det de ser omkring sig," siger Lynge Jakobsen.

Oprettet: 18. jun. 2017, Senest opdateret: 18. jun. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS