FOR ALLE MED INTERESSE I DANMARKS ALMENE BOLIGER

De blandede byer skal være overskuelige

Som Clement Kjærsgaard undervejs bemærkede, så er det umuligt at opdrive mennesker på Folkemødet, som ikke synes, at det er en god idé, at forskellige befolkningsgrupper får mulighed for at bo sammen i byerne. Men det er langt sværere at finde nogen, som kan give et realistisk bud på, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Af Michael Thorberg / mith@bl.dk
Foto: Martin Knuth

"Er den blandede by for alle" var overskriften for debatten i BL's Dome søndag, hvor man søgte gode svar på, hvad der skal til for at realisere visionen om den blandede by. Og debattens deltagere - Vardes borgmester Erik Buhl (V), forstander for Kofoeds Skole, Robert Olsen, boligordfører for Enhedslisten (og almen beboer), Søren Egge Rasmussen kunne sammen med BL's formand, Palle Adamsen, forsøgte sammen med et stort spørgelystent publikum at identificere både udfordringer og løsninger.

En af konklusionerne var blandt andet, at skal man blande folk, så skal det ske i en overskuelig skala. Det var Søren Egge, der selv trak sine personlige erfaringer som beboer i et mindre samfund uden for Aarhus ind i debatten, og fremhævede forandringer i fx Gellerup i Aarhus og Mjølnerparken i København som eksempler på, at man kan nedskalere løsninger også i boligområder i større byer.


Tankegangen fik støtte fra de øvrige paneldeltagere, blandt andre fra Vardes borgmester:


"Når vi skal indpasse nye borgere som eksempelvis flygtninge i kommunen, så går vi i første omgang uden om bysamfundene i Varde og Ølgod. Vi har langt de bedste erfaringer med at lade folk flytte til de mindre landsbysamfund, hvor man er parate til at tage imod, og hvor de bliver set på som velkomne ressourcer. Det kan være som arbejdskraft eller som en kærkommen forstærkning af det lokale fodboldhold."


Palle Adamsen erkendte de almene boligers medansvar i forhold til at skabe blandede byer, men han pegede også på kommunernes rolle:


"A-gruppen skal vi ikke kære os om. De skal nok klare sig. B-gruppen, middelklassen - alle de varme hænder, ved man, at man bare skal have plads til. Men C-gruppen er der ikke rigtigt nogen kommuner, som brænder for at bygge boliger til. Og løser vi i samarbejde ikke dette, ender vi med, at byerne bare bliver stærkere og stærkere, mens de allersvageste ender i yderområderne, sådan som vi allerede nu ser en stærk tendens til."

Oprettet: 18. jun. 2017, Senest opdateret: 18. jun. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS