FOR ALLE MED INTERESSE I DANMARKS ALMENE BOLIGER

Pushere og hashrygere ødelægger for 1,5 mio. i Farum Midtpunkt

Pushere og hashrygende unge ødelægger dørkarme og dørtelefoner i Farum Midtpunkt for at komme ind at stå at ryge. Beboerne er utrygge, og deres penge går til at dække ødelæggelserne, der er på vej op på halvanden million kroner. 

Af Mette Lauth / mla@bl.dk 
Foto: Thomas Arnbo 

Hashrygende unge og pushere inde i gangstrøgene i Farum Midtpunkt har været et problem i flere år. Især om vinteren, når de trak indenfor. Men det sidste års tid er problemerne optrappet.

”Enten er her for lidt politi i området, eller også spiller de unge op og vil vise, hvad de kan,” siger driftschef ved Farum Midtpunkt, Bettina Jarl Darlslund fra KAB.

Det er ikke muligt at komme ind i gangstrøgene uden en adgangsbrik, som kun beboere har. Så for at få adgang ødelægger de unge dørtelefonerne og dørkarmene. Hver ødelagt dør koster omkring 20.000 kroner i materialer og løn til håndværkere, og forsikringen dækker ikke hærværk. 

”Vi nærmer os halvanden million kroner i udgifter for ødelagte dørstationer. Det er voldsomt. Og der er kun  beboerne til at betale det,” siger Bettina Jarl Darlslund.

Hun mener, at overskriften for problemerne er ”utryghed og udgifter.” En del af de unge vil bare gerne ryge hash og går, når de bliver bedt om det. Men en hård kerne på mindst 20 pushere er truende over for beboerne og lader sig ikke fjerne.

De har en telefonkæde og forsvinder på et øjeblik, når politi eller medarbejdere i boligorganisationen dukker op.

Furebo har en nul-tolerance-politik over for beboere, der dømmes for vold eller trusler i området, og de personer, der bliver dømt, bliver opsagt.

”Vi har brug for skriftlige klager eller anmelder til politiet for at gøre noget ved det. Men de øvrige beboere er bange for dem og vil ikke melde dem,” siger Bettina Jarl Darlslund.

Hun mener ikke, at problemet kan løses enkelt. Det skal være et samarbejde imellem politiet, kommunen og boligorganisationen, og det er i gang.

”Beboerne forventer selvfølgelig, at der sker noget lige nu. Vi har talt om mange ting, blandt andet overvågningskameraer, men det vil også være en omkostning for vores beboer,” siger hun.

Resten af året er der åbent hus for beboerne en gang om måneden, så man kan tale med ”Strategiforum”, der er samarbejdsudvalget imellem politiet, kommunen og Furebo.  

Oprettet: 11. aug. 2017, Senest opdateret: 11. aug. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS